Gå til hovedindhold

BBR-areal – få en korrekt opmåling af boligarealet eller erhvervsarealet

Generelt om arealer

Etageareal, 311-areal, enhedsareal, lejeareal, boligareal, BBR-areal og bruttoareal er blot nogle af de begreber, der findes og bruges, når man taler om størrelsen på boliger eller erhvervsenheder og bygninger.

Som landinspektør hjælper vi dig med at få styr på dine arealer, så du har et retvisende grundlag – både ved køb, salg og ejendomsændringer.

Der opstår ofte stor usikkerhed om, hvad det korrekte areal er på en bolig, og hvad dette areal helt præcist indeholder. En boligs eller bygnings areal har naturligvis stor indflydelse på boligens pris og på ejendomsvurderingen. Derfor er det vigtigt at være bekendt med det korrekte BBR-areal, hvis man er i gang med et boligkøb.

Hos Landinspektørkontoret er vi eksperter i arealer og i de forskellige begreber og beregningsmetoder, både i forhold til hvilke arealer, der skal anvendes i hvilke sammenhænge, og i fastlæggelsen af den korrekte størrelse. Vi foretager BBR-arealopmåling for både privatpersoner, erhverv og myndigheder i blandt andet Helsingør, Gilleleje og det øvrige Nordsjælland samt i Københavnsområdet.

4 overordnede arealbegreber

For opgørelse af arealer findes der fire fundamentale opgørelser, som er vigtige at skelne mellem:

  1. Opgørelse i henhold til Bygningsreglementet (BR-areal)
  2. Opgørelse i henhold til Lov om bygnings- og boligregistrering (BBR-areal)
  3. Opgørelse i henhold til Lov om Ejerlejligheder (ejerlejlighedsareal eller tinglyst areal)
  4. Opgørelse i henhold til Bekendtgørelse om beregning af arealet af boliger eller erhvervslokaler (Bek. nr. 311 af 27.06.1983) (lejeareal).

BR-areal

Opgørelse af bygningsarealer efter reglerne i Bygningsreglementet anvendes i særlig grad, når ejendommens bebyggelsesprocent skal beregnes. Skal der opføres nybyggeri eller tilbygning, er det derfor væsentligt at have styr på arealet af både eksisterende bygninger på ejendommen såvel som de projekterede bygninger, så bebyggelsesprocenten beregnes korrekt.

Det er dog ikke alle bygningsarealer, der skal medregnes når det såkaldte etageareal opgøres, da bygningsreglementet indeholder en række fradragsregler, som betyder at bl.a. kælder, tagetage og sekundær bebyggelse ikke medregnes i fuldt omfang i etagearealet.

Forud for projekteringen af et nyt byggeprojekt kan det være hensigtsmæssigt at få afklaret de eksisterende BR-arealer for ejendommen for at klarlægge, hvor stor restbyggeret, der er på ejendommen.

BBR-areal

BBR står for Bygnings- og Bolig-Registret. BBR indeholder oplysninger på to niveauer:

  1. Oplysninger om bygninger
  2. Oplysninger om enhederne i bygningerne (bolig- eller erhvervsenheder).

BBR-arealet for bygninger ligger ofte tæt på BR-arealet for bygningen. Dog anvendes fradragsreglerne for BR-arealer ikke i BBR, og bygningens samlede areal kan være fordelt i forskellige felter i BBR.

En enheds BBR-areal bliver opgjort inkl. hele ydervæggen og halvdelen af væggen mod andre boliger i et vandret plan i gulvniveau. I tagetager med skrå vægge opgøres arealet til det såkaldte 1½ meter plan. I bygninger med flere enheder omfatter BBR-arealet for enheden endvidere andel i fællesadgangsareal.

BBR-arealerne spiller en stor rolle ved fastlæggelsen af vurdering og beskatning. Derudover har BBR-arealet generelt en stor indflydelse på ejendommens pris.

Det er boligejeren, der er ansvarlig for, at BBR er opdateret korrekt med de nuværende forhold for ejendommen. Erfaringen viser, at ældre registreringer i BBR desværre ofte er forbundet med fejl. Dette kan have væsentlig betydning for ejendommens vurdering og dermed beskatning.

Derfor kan det være en god investering at få gennemført en professionel opmåling – især hvis du skal sælge din bolig eller arbejder med ejendomsudvikling.

Landinspektørkontoret har stor erfaring med opgørelse af BBR-arealer, og vi bistår også gerne med at indberette de opgjorte arealer til kommunen. Derudover har vi stor erfaring i hvilke arealer der kan medregnes i BBR-arealerne og hvilke arealer der kan fordeles som fællesarealer.

Ejerlejlighedsareal

Ejerlejlighedsarealer opgøres som den enkelte lejligheds areal, og omfatter derfor ikke andel i fælles adgangsareal, som BBR-arealet. Til gengæld kan ejerlejlighedsarealet omfatte eksempelvis depotrum i kælderen, som ikke er indeholdt i det registrerede boligareal i BBR. Ejerlejlighedsarealet indeholder ligesom BBR-arealet hele ydervæggen og halvdelen af væggen mod andre lejligheder i et vandret plan i gulvniveau.

Ejerlejlighedens registrerede areal fremgår i Matriklen og Tingbogen og kan i mange tilfælde også ses på BBR-meddelelsen. Ejerlejlighedsarealet kan ikke ændres ved indberetning til kommunen, men kræver gennemførelse af en matrikulær sag om ejerlejlighedsændringer.

Du kan læse mere om ejerlejligheder her.

Lejeareal

Lejearealer opgøres efter Bekendtgørelse om beregning af arealet af boliger eller erhvervslokaler – ofte kendt som Bekendtgørelse 311. I daglig tale kaldes lejearealer ofte ”311-arealer”.

Lejearealet vil i mange tilfælde svare til enhedens BBR-areal, men der kan i nogle tilfælde være afvigelse, der gør det risikabelt at udleje alene på baggrund af registreringen i BBR.

Lejearealerne udgør grundlaget for opgørelsen af værdien af den løbende indtægt og derfor også værdien ved eventuelt videresalg. Det er ofte set, at de faktiske arealer er langt større end de registrerede, hvorfor det kan være relevant både for køber og sælger at få kontrolleret ejendommens arealer i forbindelse med køb og salg.

Kontakt os for hjælp til opgørelse af arealer

Er du i tvivl om hvilken type areal, der skal anvendes i en konkret situation, eller har du brug for en professionel opmåling?

Hos Landinspektørkontoret af 1884 A/S hjælper vi dig med at få styr på dine arealer – uanset om det gælder bolig, lejlighed eller erhverv.

Du kan bl.a. få hjælp til opgørelse af:

  • BR-areal i forbindelse med dit byggeprojekt
  • BBR-areal opmåling ved køb eller salg af bolig
  • Kontrol af eksisterende BBR-oplysninger
  • Opgørelse af ejerlejlighedsarealet i forbindelse med ændringer af ejerlejlighedsopdelinger
  • Opgørelse af lejearealet for en bolig eller erhvervslokale eller for hele udlejningsejendommen

Kontakt os for en uforpligtende snak om din opgave på +45 49 22 09 86 eller skriv til hels@lspkon.dk. Vi hjælper kunder i Helsingør, Gilleleje, København og resten af Nordsjælland med at sikre korrekte og gennemarbejdede arealopgørelser.

Kontakt os her

Udfyld formularen herunder, og send os en besked med dit spørgsmål. Ønsker du rådgivning eller hjælp til en konkret opgave, så kontakt os gerne per telefon i stedet: